Hvad sker der efter jeg har tilmeldt mig?

Når du melder dig, får du foretaget en blodprøve – og udfra denne bestemmes din
vævstype. Den indføres i et register på Rigshospitalet, som naturligvis er underkastet Registertilsynets bestemmelser. Derudover bliver din vævstype indført i det internationale register BMDW (Bone Marrow Donors Worldwide) i Holland.

Da sandsynligheden for at en patient kan bruge netop din knoglemarv er 1:2000, kan det
desværre være, at du aldrig bliver indkaldt. En knoglemarvsdonation kræver, at du har nøjagtig
den samme vævstype som patienten. Og der findes tusindvis af forskellige vævstyper, så
chancen for, at du engang bliver udvalgt, er minimal. Men derfor skal du melde dig alligevel
– jo flere, der står i registret, des større chance er der for et match, og des større er muligheden
for at redde et liv.