Hvad er knoglemarv.dk?

Dette site handler om knoglemarvsdonation, og helt specifikt om hvordan vi får øget antallet af registrerede knoglemarvsdonorer.

Der er ca. 8000 registrerede danske donorer nu, men professor Arne Svejgaard fra Rigshospitalets Vævstypelaboratorium (som er formand for Udvalg vedr. Transplantation og Diagnostisk Immunologi under Dansk Selskab for Klinisk Immunologi) har ifølge Rigshospitalets hjemmeside som mål at nå op på 20.000 registrerede knoglemarvsdonorer. På samme hjemmeside står der: "Sundhedsministeriet har fra 1. januar 2003 bevilget 5 mio.kr. årligt i en tre-årig periode til at udbygge de danske knoglemarvsregistre."

Vi, der har lavet dette site, har en egoistisk interesse i, at der kommer til at stå flere personer i vævstyperegistret; vi har nemlig allesammen en pårørende, som har brug for en knoglemarvstransplantation.

Ingen af os, der står bag knoglemarv.dk er læger eller på nogen måde eksperter inden for området knoglemarvsdonation. Sitets formål er at hverve donorer og formidle væsentlig information om knoglemarvsdonation.

Du kan kontakte vores webmaster Dan Mogensen på postmaster@knoglemarv.dk